HANNE SCHMIDT
Udstilling
8. august – 20. september 2026
Udstilling
8. august – 20. september 2026
Hvor andre måske blot ser tomme vægge og slidte gulve, ser Hanne Schmidt en hel verden af historier. Hendes motivunivers har i mange år kredset om et ganske særligt emne:
“Mit motivunivers er rum og interiør i mere eller mindre forfald. Tomme og forladte rum. Men rummene er mere end blot motiver. De bliver til fortællinger om et levet liv, om skønheden i forfaldet, om de perfekte uperfektheder, forgængelighed, lys og håb.”
Det er netop denne kontrast – mellem det glemte og det håbefulde – der bliver ved med at udfordre og fascinere hende på lærredet.
Hanne er kendt for sit modige farvevalg og arbejder konstant i kontraster: Tynde, gennemsigtige lag mod de helt tykke, næsten cremede lag, og løse strøg mod knivskarpe linjer. Farverne giver de simple, forladte omgivelser et modspil, der minder os om det liv, der engang var.
Hvis du lader blikket gå på opdagelse i Hannes billeder, vil du hurtigt opdage et element, der altid går igen: Åbninger. Rum der skyder sig ind i andre rum, døre, vinduer og trapper, der fører op og ned.
For Hanne er disse åbninger langt mere end blot en praktisk måde at hjælpe beskuerens øje rundt på lærredet. De bærer på en dybere, menneskelig symbolik:
“Jeg bruger dem også som en metafor for de valg og muligheder, vi står overfor som mennesker. Der skal være indblik og udsyn, der skal altid være en kattelem, en smutvej, en åbning ud. Mange af mine åbninger er også forbundet med lys, som bliver et symbol på håb.”
This will close in 20 seconds